|
Ugeskr Læger 2005;167(45):4301 Så langt
rækker lægers ansvar!
FORENINGSNYT/LÆGEANSVARSUDVALGET Juridisk
Sekretariat, DADL
Lægeansvarsudvalget har været involveret i
to sager, der viser noget om, hvor bredt
læger skal regne med, at deres ansvar
dækker.
I den ene sag endte tre læger med at få en §
6-påtale i forbindelse med, at de via telex
eller telefon havde rådgivet en skibsfører.
Skibsføreren havde fået feber og sejlede i
malariaramte egne men havde taget
forebyggende medicin. Han blev af en dansk
læge via telex tilrådet fortsat observation.
Da han to dage efter stadig havde feber,
blev han af en anden dansk læge, også via
telex,
rådet til penicillinbehandling. Dagen efter
var skibet i havn og havde tilsyn af en
lokal læge, der tilrådede yderligere
undersøgelser, hvilket skibsføreren afviste.
Da skibet sejlede videre, blev skibsføreren
efter yderligere to dage dårligere med
påvirket almentilstand, og blev af en tredje
dansk læge via telex rådet til ændret
antibiotisk behandling på mistanke om anden
bakteriel infektion. Det lykkedes ikke at
give denne behandling, og dagen efter
sejlede skibet til havn og fik skibsføreren
til sygehus, hvor han timer efter døde af
det, der viste sig at have været malaria,
som måtte have været resistent over for
vanlig forebyggelse. De tre danske læger fik
påtalen, fordi de ikke havde mistænkt
malaria og havde forsøgt dette behandlet,
selv om de havde begrænsede
telexoplysninger, og selv om en lokal læge
nåede at være om bord i forløbet.
I den anden sag var en læge ansat ved et
rejseforsikringsselskab og skulle i den
forbindelse tage stilling til behandling af
en kvinde med en hoftefraktur på Lanzarote.
Kvinden ønskede operation i Danmark, og
lægen fulgte dette ønske ud fra en forventet
transporttid på 48 timer. Lægen sikrede, at
patienten fik en dansk ledsagelæge, men
havde selv kun kontakt med en lokal læge,
der havde indlagt patienten. Lægen
accepterede, at rejsetiden blev forlænget,
bl.a. på grund af flyskift, efter drøftelse
med den lokale læge. Patienten klagede
imidlertid efterfølgende over den lange
transporttid og smertebelastningen ved
flyskift.
Patientklagenævnet gav lægen en påtale efter
lægelovens § 6 for at have arrangeret
transporten, selv om han aldrig havde haft
en direkte kontakt med patienten, men kun
til den behandlende læge (de to lægelige
medlemmer af Patientklagenævnet var dog
uenige i afgørelsen), og dette blev tiltrådt
ved en efterfølgende afgørelse i
Landsretten.
De to sager viser, at Patientklagenævnet
fastholder en læges ansvar for
behandlingsrelevante informationer eller
beslutninger, selv om lægen ikke har direkte
kontakt med patienten - selv i et tilfælde,
hvor en anden læge har kontakten til
patienten og har mulighed for at blande sig
i beslutningen. Disse afgørelser er vigtige,
ikke mindst i forhold til det stigende antal
telemedicinske
tiltag, der planlægges for tiden.
Fakta Lægeloven
Lægelovens § 6 har følgende formulering
»§ 6. En læge er under udøvelsen af sin
gerning forpligtet til at vise omhu og
samvittighedsfuldhed, herunder også ved
økonomisk ordination af lægemidler,
benyttelse af medhjælp m.v.«
Følgende fremgår bl.a. om lægelovens § 6 i
den kommenterede lægelov (Lægeloven med
kommentarer af Michael von Magnus og Anna
Murphy, 4. udgave, 2004, side 69 og 70):
»Bestemmelsen omfatter samtlige læger i
Danmark uanset ansættelsesforhold,
aflønningsforhold og lignende, i det omfang
de deltager i eller har ansvaret for
patientbehandling i bredere forstand.
Bestemmelsen knytter sig således til
læge/patientforholdet, til lægegerningen.
Kravet om omhu og samvittighedsfuldhed
gælder i alle faser af lægegerningen, det
vil sige undersøgelse, diagnosticering,
behandling m.v. Endvidere har en læge et
selvstændigt ansvar i henhold til § 6 for
den rådgivning og vejledning, pågældende
måtte give i sin egenskab af for eksempel
bagvagt, tilsynsgående læge fra anden
afdeling, specialist eller som
beslutningskompetent i en konference, der
vedrører patientbehandling.«
De to refererede sager er således eksempler
på, at anvendelsen af § 6 om omhu og
samvittighedsfuldhed strækkes ud til også at
gælde, hvor lægen ikke står i et egentligt
patient/lægeforhold, men hvor lægen yder
rådgivning om en person, som lægen hverken
har set, har undersøgt eller har talt med i
forbindelse med sin rådgivning, hvilket så
får karakter af telemedicinsk rådgivning fra
lægens side til andre læger eller til
lægfolk angående den pågældende person, idet
denne rådgivning således foregår over
afstande.
Lægeansvarsudvalget kan oplyse, at
Sundhedsstyrelsen i øjeblikket er ved at
udarbejde en vejledning om ansvarsforholdene
ved anvendelse af telemedicin, som efter det
oplyste snart forventes at foreligge fra
Sundhedsstyrelsen.
Kildelink
Ugeskrift for Læger som kilde.
http://www.ugeskriftet.dk/ |
|
Alle der skal
igennem møllen burde sendes til en
arbejdsmedicinsk klinik speciallægegruppe
...
for en uvildig
bedømmelse om arbejdsevne i forhold til sygdom.
Og deres vurdering bør være udslagsgivende for
afgørelse af borgersager.
(Hvis altså at arbejdsmedicinsk klinik
speciallægegruppe er en uvildig instans og uden
indflydelse fra politisk hold samt uden
forvaltningernes indblanding i deres håndtering
af borgersager.)
Alle
lægekonsulenter /sociallæger kan derved spares
væk samt være med til at fjerne diverse
undersøgelser gentagne gange.
Alle indkomne spc.
lægeerklæringer tilsendes arbejds-medicinsk
klinik speciallægegruppen for en bedømmelse og
dermed kan sagsbhdl. udføre det hun/han skal
afgøre borgersagen ud fra svaret og den sociale
status borgeren er i.
Blot min mening om evt. mulighed for bedre
sagsbehandling.
Per Chr August 2008
|
|