Artikel Info om lægekonsulenter bl.a. om Jens Røhling Bang

Med under link på siden:
Undervisningsemne:
Kommunikation med samarbejdspartnere

Her kan du se formuleringen fra målbeskrivelsen, som undervisningen tager udgangspunkt i:
Samarbejde med praktiserende speciallæger

Undervisningsmateriale:
Kommunikation med samarbejdspartnere

Kildested: www.speam.dk/flx/koebenhavn/undervisere

Debat m.v. om bl.a : Lægekonsulent Jens R. Bang På K10.DK

Sørgeligt at de lægekonsulenter fortsat får lov at være med i sagsafgørelser til trods for de kun skal oversætte erklæringer.

Undertegnede følger stadig med i udviklingen sammen med k10 og har som bekendt været til udvalgsmøder på borgen. Endnu har det ikke ført til så megen andet end intet sigende svar fra de ansvarlige. Og vi venter endnu på svar fra velfærdsministeren.

Kampen mod brugen af disse "papirlæger" fortsætter.

Læs også om lægekonsulenter m.v. i Københavns Gruppen

Metode hvorefter man skal lave den rigtige sagsbehandling Lidt interessant læsning. (Fundet på nettet)

Den Endelige Socialmedicinske Løsning - om socialtlægeligt samarbejde uden læger
DEBAT  Peter Høilund & Haakon Lærum

Haakon Lærum . Speciallæge i psykiatri og samfundsmedicin. Praktiserende speciallæge og konsulent ved sociale forvaltninger. Timelærer v. Den Sociale Højskole København. Artikler og bøger om helbred, sygdom og samfund. Sundhedskomiteens ad-hoc-udvalg om »de nye sygdomme« 1998-2000.

Peter Høilund . Cand.jur. & ph.d. Lektor i velfærdsret ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, RUC. Tidligere seniorforsker ved Center for Etik og Ret, Københavns Universitet og lektor på Den Sociale Højskole i København.

Hvad ville De sige, doktor, hvis der kom en lov der bestemmer efter hvilken metode De skulle operere et mavesår? - Nej vel, det kan man da ikke.

Socialministeriet har imidlertid udsendt en vejledning om en metode hvorefter man skal lave den rigtige sagsbehandling op til revalidering, fleksjob og pension (1). Den er tilmed blevet lovfæstet med virkning fra den 1. januar 2003.
Kilde Ugeskrift for læger

Hvad skal belyses for at fastlægge erhvervsevnen?  En beretning om det stigende administrative kaos på pensionsområdet 

Jens R. Bang  F. 1942, speciallæge i psykiatri, lægekonsulent.  (Er omtale Lægekonsulent i min sag)

Højesteretsdommen fra december 1999, hvor de magtfulde retslærde enstemmigt (7-0) tilkender mellemste førtidspension til en borger uden påviselig invaliditet, har ganske som frygtet (1) skabt rådvildhed i det administrative system. Det er bemærkelsesværdigt og velsagtens et særligt dansk fænomen, at landets højeste domstol kan slippe af sted med at afsige en kendelse, som i den grad lægger op til et brud med en veletableret administrativ praksis uden at være forpligtet til ­ i samme hug ­ at levere en.... Læs mere her i Ugeskrift for Læger  Debat 4. december 2000 nr. 49

Ugeskrift for Læger · 17. februar 2003, nr. 8

Arbejdsevnemetoden
Socialpolitiske og socialfaglige betragtninger over Arbejdsevnemetoden i anledning af Jens Bangs bog: »Arbejdsevnemetode - en teoretisk og praktisk indføring«.

Jens Bang er psykiater. Han har i mange år beskæftiget sig med det sociale område, både som lektor i socialmedicin og som lægekonsulent i forvaltningen. Han har gennem årene arbejdet for, at de afgørelser der blev foretaget på det sociale område, blev gennemskuelige og præmisbaserede, og at vurderingen af helbredets betydning for evnen til at arbejde ikke udelukkende skulle baseres på diagnoser, ligesom sygdomsfaktoren i det hele taget skulle nedtones. Det første for at øge retssikkerheden og det andet for at modvirke den sygeliggørelse som diagnosejagten kan medføre.

Dette gode ærinde kræver en diskussion af hvilke præmisser, der så er nødvendige og tilstrækkelige, for at der kan foretages en arbejdsevnevurdering.
Kilde Ugeskrift for læger

To eksempler på vejledende ankeafgørelser

Ankestyrelsen og nævnenes bestræbelser på at manøvrere i de nye vande illustrerer, hvor håbløst det er blevet at arbejde fagligt kompetent og skabe sammenhæng og gennemskuelighed under de nye vilkår. Lad os som eksempler se nærmere på SMP30 (2) og et anonymiseret referat af en omstødningskendelse fra det sociale nævn i Københavns Statsamt fra oktober 2000.

I SMP30 meddeler Ankestyrelsen, at der skal tilkendes mellemste førtidspension til en 43-årig ansøger med lette degenerative forandringer i lænderyggen.

Udgangspunkt: Behandlingsresistente rygsmerter gennem mere end tyve år. Fire forgæves revalideringsforsøg.

Begrundelse: Det er ikke muligt at belyse en resterhvervsevne, som udelukker tilkendelse af mellemste førtidspension.

Med henvisning til Højesteretsdommen fra december 1999 tilkender nævnet i Københavns Amt i en genoptagelsesansøgning fra juni 2000 mellemste førtidspension med tilbagevirkende kraft til 1996, hvor ansøgeren, en nu 62-årig kvinde, fik afslag på forhøjelse af en 14.3.2-pension tilkendt i 1993.

Udgangspunkt: Kommunen tilkender ved forhøjelsesansøgning i 1998 pension efter § 14.3.1 idet den psykiske lidelse, som udgjorde invaliditeten i 1993 (histrionisk, udadprojicerende personlighedsforstyrrelse) om end uændret, nu er suppleret med let slid-gigt i hofterne og et udbrud af pustuløs psoriasis i håndfladerne. Efter anke stadfæster nævnet kommunens afgørelse, idet der ikke på det samlede grund lag skønnes at foreligge en erhvervsevnenedsættelse, der overstiger halvdelen.
I modstrid med de involverede lægekonsulenter finder to erklæringsudstedende speciallæger (psykiater, ortopædkirurg) udvalgt af ansøgeren trods sparsomme objektive fund på dette tidspunkt, at erhvervsevnen alene ud fra deres speciale er <1/3.

Begrundelse: Speciallægernes vurdering af tilstanden sammenholdt med det forhold, at borgeren ikke har været i arbejde siden 1991, gør det ikke muligt at belyse en rest-erhvervsevne, som udelukker tilkendelse af mellemste førtidspension.  

Det gamle systems løsning på det filosofiske  dilemma

Hvad gør man så, når der in medias res skal tildeles førtidspensioner til betrængte borgere? I det gamle system ­ før advokat- og mediehurlumhejet og højesteretsdommen ­ bestod det praktisk/administrative trick i at gå efter den faglige forklaring på borgerens påstand om ikke at kunne det og det. 

Ex officio bestod sagsbehandlingsopgaven i at vende hver en sten for at finde en forklaring, som kan godtgøre, at der er hold i borgerens påstand om ikke at kunne.

Bemærk at officialprincippet på smukkeste vis sigter mod at gøre systemet til borgerens advokat. »Vi vender hver en sten for at bevise, at du har ret i, at du ikke kan«, står der over døren til enhver socialforvaltning.

Den væsentligste praktiske problemstilling i det gamle administrative system går ikke på, at der bliver vendt for få sten. Tværtimod kan man tale om en vel udtalt tendens til at fastholde relativt ressourcestærke personer i langvarige »klientificerende« forløb, hvor de uskyldige borgere på meget uhensigtsmæssig vis hele tiden nurses til rette i en »offerposition«. Tendensen repræsenterer den mørke side af officialprincippet.

I praksis veksler det over tid, hvad der betragtes som en acceptabel faglig forklaring, og de involverede professionelle kan på mere eller mindre frugtbar vis skændes bravt om det betimelige i at anerkende denne eller hin tilstands- og forløbsbeskrivelse som kandidat til at udgøre et retsfaktum.

Pointen er nu, at afslagsbegrundelserne i det hidtidige administrative system uafhængigt af de eksisterende uenigheder blandt de involverede professionelle altid har været bygget op omkring en modsætningsslutning. Er det ikke muligt at finde en faglig forklaring på borgerens påstand om ikke at kunne det og det, konkluderes det modsætningsvist, at så kan han/hun godt.

Højesterets hemmelighedsfulde verden

I Højesterets fagre nye verden hvor modsætningsslutninger ikke kan begrunde en afgørelse, skal de kommunale sagsbehandlere belyse omfanget af den eksisterende erhvervsevne. Det væsentlige drejer sig herefter om at få konkretiseret, hvad der skal forstås ved belysningsbegrebet.

Hvad der efterlyses rundt omkring i det kommunale terræn, er vejledning om den nærmere beskaffenhed af det dokumentationsgrundlag, som skal foreligge for at operationalisere belysningsbegrebet.

Den store juridiske hemmelighed handler om, hvordan de kappeklædte forestiller sig, det er muligt at sprænge de filosofiske lænker og nå frem til gennemskuelige præmisser som gør det acceptabelt og administrativt håndterbart at afvise, at en ansøger, med et hvilket som helst klageudbud som fastholder, »Jeg vil gerne, men kan ikke, og min flinke læge siger, jeg er meget syg«, altid har et retskrav på mindst mellemste førtidspension?

Befinder vi os i et administrativt mareridt?

Systeminvaliditet

Lad os vende blikket mod de to cases. Lægelig bedømt er der på det foreliggende ikke holdepunkter for, at nogen af ansøgerne fejler noget særligt. Begge tilhører kategorien af træthedspensioner karakteriseret ved, at systemet efter et passende tidsrum opgiver at få gang i borgere, der bliver ved med at klage og herunder trækker sig fra diverse relevante og hensyntagende tilbud.

Inden for de senere år er det efterhånden lykkedes at skabe en vis om end fortsat begrænset forståelse for det synspunkt, at de lovgivningsmæssige rammer (mulighederne for pension og erstatning) i kombination med langvarig arbejdsmæssig passivitet, overundersøgelser og overbehandlinger i sundheds- og socialvæsenet har en meget uheldig fastholdende og problemsforstærkende indflydelse på en lang række ukarakteristiske sygdomslignende tilstandsbilleder (4-6). Fra en klinisk synsvinkel kunne man måske oven i købet begynde at overveje, om det ikke er en nærliggende hypotese at antage, at patienter,der befinder sig i en uafklaret »social/eksistentiel og ansøgningsmæssig situation«, nærmest får det dårligere i ventetiden, fordi den konstante mobilisering af aggressivt ladet forurettelse, udløst af omgivelsernes mere eller mindre markante skepsis, jævnligt »svinger indad« og giver anledning til depressive faser, træthed, muskulære spændinger og sågar hukommelses- og koncentrationsvanskeligheder etc.

I dette perspektiv er højesteretsdommen og ankemyndighedernes udmeldinger lidt halvtriste. 

De indholdstomme ord understøtter i hvert fald det glade budskab, at det udelukkende handler om at holde ud, så venter der en mellemste førtidspension for enden af karrierestigen. Opstår der problemer undervejs, er der altid basis for at hyre en advokat og satse på en velvillig fortolkning af belysningsbegrebet i det retslige dilettantteater.  

Litteratur:

1. Bang JR. Førtidspension, retssikkerhed og retfærdighed. Ugeskr Læger 2000; 162: 2069-71.

2. Nyt fra Ankestyrelsen. Nr. 3. September 2000.
3. Popper KR. Objective knowledge. London: Oxford University Press, 1972.
4. Bang JR. Sygerolleinflation og social identitet. 

Månedsskr Prakt Lægegern 1997; 75: 1279-86.
5. Barsky AJ, Borus JF. Functional somatic syndromes. Annals of Internal Medicine 1999; 130: 910-21.
6. Deyo RA. Pain and public policy. N Engl J Med 2000; 342: 1211-3.

Ovenstående er fra Ugeskrift for Læger  =  http://www.dadlnet.dk/ufl/ufl2049/l_s/kro.htm

Citat fra Ugeskrift for Læger · 16. februar 2004, nr. 8 Hårfin grænse i lægekonsulenters job

Socialministeren vil irettesætte kommuner, der giver lægekonsulenter for stor indflydelse i sager om førtidspension.

REPORTAGER/LÆGEKONSULENTER Journalist Helle Ib, helle.ib@get2net.dk

Regeringen agter at slå hårdt ned på kommuner, der læner sig for meget op ad lægekonsulenter, når der skal træffes afgørelse om førtidspension eller revalidering. Der skal stilles store krav til dokumentationen, hvis en borger skal bevilges - eller have afslag - på førtidspension, fastslår socialminister Henriette Kjær (K).

Hun oplyser, at regeringen er på vej med en pjece, der skal informere borgerne om deres rettigheder blandt andet i pensionssager. Samtidig vil Social-ministeriet nu skaffe sig overblik over antallet af sager, hvor lægekonsulenter er blevet brugt forkert.

Folketingets Socialudvalg har gennem flere år fået kendskab til sager, der tyder på, at kommuner ikke altid overholder spillereglerne omkring brugen af lægekonsulenterne. Sagerne drejer sig typisk om klager over, at en kommunalt ansat lægekonsulent »overtrumfer« udsagn fra den praktiserende læge eller speciallægen med det resultat, at borgeren får sværere ved at få bevilget førtidspension eller revalidering.

Henriette Kjær har nu på et samråd med Folketingets Socialudvalg opfordret politikerne til at gå videre med klagerne til ministeriet, som så vil reagere over for kommuner, der opererer på kant med loven:

»Kommunerne og lægerne kan ikke længere være i tvivl om retningslinjerne. En lægekonsulent kan ikke underkende, hvad andre læger har dokumenteret. Får vi kendskab til det, beder vi straks kommunen om at ændre afgørelsen,« siger Henriette Kjær, der kalder det »positivt«, at Københavns Kommune selv er gået i gang med at ransage brugen af lægekonsulenter.

»Vi må have stoppet de brodne kar blandt lægekonsulenterne«, siger ministeren. citat slut