Hvis du er lidt trist, når dagene bliver kortere og vejret koldere, så kan du godt glemme alt om, at det skule være en vinterdepression. For en sådan findes slet ikke.

Vinterdepression er nemlig en konstrueret sygdom, der bare er opfundet af amerikanerne i 1984, hævder en italiensk og en norsk forsker.

– Jeg vil kalde mørketids depressioner for en amerikansk opfindelse, som med tiden er blevet et modeord, siger professor i psykiatri ved Universitetet i Tromsø, Vidje Hansen, til den norske avis Aftenposten.

Det handler om vejret
Vidje Hansen har i flere år forsket i fænomenet for at tilbagevise påstandene om, at vinterdepressioner er et nærmest alment problem for nordeuropæiere.

Han har sammen med en italiensk kollega, Greta Brancaleoni, undersøgt humørsvingningerne hos befolkningen i to byer med vidt forskellige lysforhold, nemlig Tromsø i det nordlige Norge og Ferrara i Italien.

– Vi fandt ud af at svingningerne i humør og adfærd skyldes vejrforholdene generelt og ikke bare mangel på lys, siger Vidje Hansen.

Dejlig mørk december
Forskerne fandt også ud af, at italienerne oplever november, som en mere trist måned end nordmændene.

Til gengæld kan både italienerne og nordmændene vældig godt lide december måned, hvor der er endnu mindre dagslys. Også dette er et argument, som svækker eksistensen af fænomenet vinterdepression, mener Vidje Hansen.

Føj for en trist maj
Det var amerikanske forskere, som i 1984 lancerede begrebet vinterdepression, som skulle skyldes manglen på lys. Jo længere nordpå man kom, jo flere blev ramt og rigtig langt mod nord regnede man med, at hver fjerde person havde en slags vinterdepression.

Som en kuriøsitet oplyser Vidje Hansen, at den norsk-italienske undersøgelse også viste, at mange af borgerne i Tromsø syntes maj måned var den værste af alle måneder.

– Det fortæller mig, at oplevelsen af vejret handler meget om forventninger. I det nordlige Norge er man mere ked af en dårlig sommer end en dårlig vinter, siger Vidje Hansen til Aftenposten.

Kilde: nyhedssiden www.dr1.dk